Mænd tænder mest på rødt


Er du kvinde og på jagt efter en ny kæreste, så go red. Den røde farve er et urgammelt signal om sex, og som en anden flok tyre, falder vi mænd i igen og igen, når kvinderne vifter med deres røde klude for øjnene af os.

Det viser en ny amerikansk undersøgelse, som er offentliggjort i Journal of Personality and Social Psychology. De amerikanske forskere bekræfter dermed, hvad mange kvinder har vidst længe, nemlig at rødt er den helt rigtige farve, når mænd skal gøres interesseret.

Interessen for den røde farve mener forskerne stammer fra dyreriget. De drager paralleller til blandt andet chimpanser og bavianer, hvor områderne omkring kønsorganerne rødmer blandt hunnerne, når de er parringsmodne, hvilket opfattes som et klart signal blandt hannerne.

På samme måder mener forskerne, at den røde farve blandt kvinder er et urgammelt signal til mændene om, at de er seksuelt tilgængelige – eller i hvert fald attraktive. Ifølge Videnskab.dk, som refererer undersøgelsen, siger forsker Daniela Niesta:

”På det seksuelle område er mange af mænds præferencer og valg styret omtrent som hos dyrene, det hele er meget primitivt.”

Farve-eksperimentet
Forskerne bag undersøgelsen testede en gruppe mænds interesse i en ung kvindelig model, som blev placeret op ad en rød, blå eller grå baggrund. Mændene var klart mest interesseret i kvinden, når hun stod op ad den røde baggrund, selv om det var nøjagtig den samme kvinde.

Derefter blev de samme mænd vist et fotomanipuleret billede af den samme kvinde iført henholdsvis en rød, grå eller blå kjole.

Derefter blev mændene spurgt: Hvem vil I spendere flest penge på?

Langt de fleste svarede kvinden i den røde kjole...

1 kommentar:

Anonym sagde ...

Tak for de interessante oplysninger