Duft otte år yngre end du er


’Dufter ungdommelig, føles ungdommelig, er ungdommelig’. Sådan lyder sloganet for den nye parfume Ageless Fantasy, der ifølge firmaet Harvey Prince kan få os til at fremstå yngre end vi er.

Alle kommer nemlig, ifølge firmaets hjemmeside, til at dufte anderledes med alderen, og allerede i en alder af 40 år, kan man blive ramt af ’den gamle duft’, som vil betyde, at andre mennesker tror, at du er ældre end du egentlig er.

Derfor har firmaet Harvey Prince opfundet og fremstillet Ageless Fantasy(Fantasi uden alder, red.), som er beregnet til at få kvinder til at dufte yngre. På firmaets hjemmeside kan man læse sig til, at research har vist, at Ageless Fantasy parfumen får mænd til at opfatte kvinder som gennemsnitligt otte år yngre end de i virkeligheden er.

Så, hvis du tror på den – og i øvrigt drømmer om at se otte år yngre ud – er det bare om at suse ind på www.agelessfantasy.com.

Ingen kommentarer: